DERFOR
MØD MIG
»We're STILL LOSING MARINES IN FUCKING IRAQ!
But by all means, what's Rihanna up to this week?«
David er stadig sur. Det vidner hans seneste Facebook opdatering om.
Det er nu et år siden, at jeg sad over for ham i hans lille lejlighed i Queens. Det er også et år siden, at det gik op for mig, hvad der tænder mig ved journalistik, og hvorfor jeg vil være journalist.
David boede i en typisk New Yorker-lejlighed på få kvadratmeter med flere rum end vinduer. Pladsen i stuen var meget trang. Jeg kunne knapt få plads til kameraet, og stativerne med belysning var nødvendig, fordi der var så mørkt.
David har været soldat i United States Marine Corps. Han har af to omgange været udsendt til Helmand-provinsen i det sydvestlige Afghanistan. Allerede under sin første udsendelse fortrød han sin beslutning, men kontrakten bandt ham i to år. Alt, hvad der minder om den tid, er smidt ud eller slettet. Han er sur. Han er sur, fordi han ikke føler, at USA’s begrundelse for at gå i krig i Afghanistan stemmer overens med det, han oplever under sine udsendelser.
Interviewet blev sindssyg godt. Råt og hudløst ærligt. Min historie om David derimod.. Ja, den blev virkelig dårlig.
Jeg vidste ikke meget om at producere tv-indslag eller være VJ, da jeg i januar 2015 begyndte på the New York Film Academy’s tv-journalistiske linje. Men jeg tog jo netop af sted for at lære. Al begyndelse er dog svær, og sjældent har jeg oplevet så stor en irritation i et klipperum, som da jeg sad med den færdige historie om David. Først nu gik det op for mig, hvilke dækbilleder jeg skulle have lavet, hvilke lyde der burde indgå, og hvordan fortællingen skulle bygges op.
På skolen i New York blev det klart for mig, at det er selve processen - arbejdet op til det færdige produkt, der tænder mig ved journalistik. Indsamling af baggrundsviden, indhold, lyde og fortælling udgør for mig brikker til et puslespil, som jeg brænder for at kombinere til en indsigtsfuld historie. Derfor vil jeg i lige så høj grad være journalist for mig egen skyld som for seernes.
For mig handler det kommende år i praktik om det journalistiske håndværk, meget mere end de historier jeg skal fortælle. Jeg vil lære at vise og fortælle så gode historier, at pendleren i toget opsluges af skærmen på sin smartphone, og seeren i stuen rykker frem i sofaen.
Hvis man forlader København, og kører halvanden time syd på, befinder man sig pludselig i den mere sagnomspundne del af Danmark. Her er der fyldt med fortryllende kornmarker, tætknyttede landsbysamfund og en lugt af gylle.
Jeg er så heldig at have tilbragt min opvækst på en sydhavsø i udkantsdanmarks virvar af tyske dåseøl, frugtfestivaller og Puch Maxi'er. De første 18 år af mit liv boede jeg i byen Sakskøbing på Lolland. Her var det ikke 7/11, der dikterede døgnrytmen, men min fars brun-sovs-og-kartoffeltid. Udover en stor appetit på flæskesteg, har min opvækst på landet også givet mig appetit på at lære, opleve og vide meget mere. Det har bragt mig jorden rundt med rygsæk, et skoleophold i New York, en tur til Lesbos som freelance journalist og et halvt års praktik på 21 Søndag ved DR Nyheder.
Jeg vader ind i folk med træsko på. Jeg kan både tale og snakke med alle. Journalistik handler for mig om mennesker, og det er i samtaler med andre, at jeg kommer under huden på folk og får mine bedste ideer. Jeg kan ikke vente med at få lov til at føre et utal af samtaler med forskellige mennesker, og fortælle et utal af forskellige historier på levende måder!